Erfaringer fra udlandet skal bruges lokalt
Det er styregruppen for sundhedssamarbejdet mellem Haderslev Kommune og Region Syddanmark, der er initiativtager til projektet. Formandskabet for samarbejdet Allan Emiliussen og Pernelle Jensen er spændte på at følge projektet. Allan Emiliussen, formand for Senior- og Sundhedsudvalget i Haderslev Kommune ser frem til at komme i gang med projektet:Det er et enormt spændende projekt, vi får mulighed for at være en del af. Vi håber, at det internationale samarbejde giver os mulighed for at lære af andre landes tilgange til overvægt. Ved at inkludere både fysiske, mentale og sociale aspekter håber vi på sigt på at kunne tilbyde bedre støtte til vores borgere med overvægt og forbedre deres livskvalitet.Også Pernelle Jensen (V), formand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Syddanmark, siger:
Overvægt er en svær nød at knække, da det ofte hænger tæt sammen med både livsstil, mental trivsel, uddannelsesniveau og indkomst. Derfor kræver det, at vi ser på det hele menneske og ikke blot fokuserer på vægten. I vores sundhedsaftale med de 22 syddanske kommuner er det netop et område, vi prioriterer højt. Derfor er det også utroligt spændende, hvilke erfaringer de har gjort sig i de tre partnerskabslande, og hvordan vi kan få dem implementeret i vores samarbejde med Haderslev Kommune og på sigt også i andre kommuner.
