02. september 2026

|

Pressemeddelelse

Rekordmange frivillige bygger udstilling - og et stærkt fællesskab i Haderslev

Opbygningen af Johnny Haugaards naturudstilling ”På vej mod…” er godt i gang. Om halvanden uge åbner dørene til et sandt naturunivers, der ikke blot er skabt af kunstneren selv – men af flere hundrede frivillige fra hele landet. Sammen er de med til at gøre Johnny Haugaards drømme og idéer til virkelighed, og sammen skaber de noget der er endnu stærkere – et nyt fællesskab.

Rekordmange frivillige bygger udstilling - og et stærkt fællesskab i Haderslev
Af: Johnny Haugaard | Foto: Johnny Haugaard

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Når naturudstillingen ”På vej mod…” åbner d. 12. september kl. 12.12 bydes der velkommen til en unik og spektakulær oplevelse i Ridehuset i Haderslev. Naturkunstner Johnny Haugaard er kendt for at skabe nærmest magiske universer med naturen som hovedelement. Han har mange drømme og tanker, men det er ikke ham alene, der skaber det univers, som møder gæsterne. Omkring ham er over 300 mennesker, som frivilligt er med til at bygge, samle og skabe. Det er de ”kreative frivillige” – essensen af det fællesskab, som bidrager til at udstillingerne bliver både ekstreme og ekstraordinære.

”Vi har rekordmange frivillige på projektet her i Haderslev. Det har vi faktisk ikke oplevet siden vi lavede Danmarks smukkeste juleudstilling ”Englen” i Aars i 2024. Dengang nåede vi også op på over 300 frivillige, men det var over en længere periode,” fortæller naturkunstneren bag, Johnny Haugaard, der samtidig takker lokalområdet for den store opbakning. ”Vi har frivillige fra både Gram, Kolding, Vojens og flere af de andre byer omkring Haderslev, ligesom mange af byens egne borgere også hjælper til. Der kommer nye til hver dag og det er så fantastisk.”

Fra Lolland til Haderslev

Nogle af de nyankomne er ægteparret Lisbeth Erichsen og Ebbe Hovbank, der netop har parkeret autocamperen udenfor Ridehuset, for at give et nap med inde i udstillingen.

Lisbeth og Ebbe kendte ikke til Johnny Haugaard før de så hans seneste udstilling ”The Rose” på Harridslevgaard Slot på Nordfyn. De bor i Nakskov på Lolland, så det var da heller ikke oplagt, at de skulle forbi Haderslev og blive frivillige. ”Vi har lige været på ferie i 14 dage, hvor vi har kørt rundt i Danmark. Lige fra Sønderborg, hvor vores søn bor til Ribe, Skagen, Mols mv. Så besluttede vi, at de sidste dage skulle bruges som kreative frivillige her i Haderslev,” fortæller Lisbeth, der sammen med Ebbe har fattet limpistolen for at sætte blade på en væg inde i Ridehuset. ”Vi var meget imponerede over udstillingen på Fyn, men ligeledes over hele fællesskabet omkring det. Det måtte vi også prøve.”

Hele landet er med

Det er ikke kun i Ridehuset i Haderslev, at der knokles for at blive færdig med udstillingen. I flere byer rundt i Danmark sidder grupper af frivillige, som hver især har et projekt, der til sidst skal ende i det sønderjyske. I Aars, Hobro, Viborg, Aarhus, Nørresundby, på Fyn og flere andre steder sidder kreative frivillige og skaber, former, bygger og gør klar. De laver alt fra Lutherroser og engle til fugle, vægmalerier og meget andet der senere skal samles i Ridehuset.

En udstilling, der giver gæster til byen

Når der skabes naturudstillinger med Johnny Haugaard som bagmand, viser erfaring at det også giver gæster til området omkring. ”Alle de frivillige, der kommer til byen, vil ikke blot være ambassadører for udstillingen – de bliver også ambassadører for byen. De betyder rigtig meget og vi passer rigtig godt på dem,” fortæller Johnny Haugaard, der selv står for alt det økonomiske i at bygge udstillingen, samt forplejning til de frivillige både morgen, middag og aften.  

”Uden de frivillige ville vi ikke have en udstilling. Og det bedste af det hele er, at de elsker at være her. Fællesskabet, hyggen og det kreative er med til at styrke relationer og give mere livsglæde. Vi er sammen om det her - og alle bidrager med det de kan. Det er alle slags mennesker der kommer her. Nogle har lidt i deres indre, som de slåsser med og her kan både det sociale og det kreative give dem noget. Vi ved fra lægehuse i både Thy og Vesthimmerland, at de har haft færre patienter med psykiske lidelser i de perioder, hvor vi har bygget udstillinger. Så har de til gengæld haft andre fysiske skader inde, fordi det altså ikke lige er alle, der har stået med en boremaskine eller stiksav før,” siger Johnny Haugaard med et skævt smil.  

Værtskab giver flere gæster

Naturudstillingen ”På vej mod…” er en del af den store 500-års fejring af Reformationen i Haderslev. En fejring, som hele byen tager del i.

Og netop det, at være en aktiv del af de aktiviteter og kulturtilbud der er, er uhyre vigtigt hvis man både vil tiltrække og bibeholde byens gæster.  

”Vi har rigtig mange loyale gæster, som kommer og ser vores udstillinger. Mange kommer langvejs fra, så jo mere der er for dem at opleve i området, desto længere tid bliver de,” siger Johnny Haugaard. ”Vi ved af erfaring, at jo mere butikker, spisesteder og overnatningssteder selv ”leger med” og benytter sig af markedsføringen omkring bl.a. vores udstilling og reformationsfejringen i dette tilfælde, desto mere falder der af til dem selv. Intet kommer af sig selv – heller ikke gæsterne. Vi kan heldigvis allerede nu mærke, at byen er med. Det er virkelig fedt!”

Nøgleord
Foreninger & frivillighed

Galleri

Event Information