AKTIVITETER I HADERSLEV, GRAM OG VOJENS
Røde Kors i Haderslev Kommune inviterer den 5. juni kl. 19:00 til et kaffemøde med borgmester Mads Skau og Lene Bierbaum, formand for Røde Kors Vojens. Begge deler den røde jubilæumsbank og taler om frivillighed, fællesskab og Røde Kors’ betydning lokalt. Mødet finder sted på græsplænen ved Ridehuset ved havnen. Gæster og deltagere er meget velkomne.
I Haderslev, Gram og Vojens arbejder mere end 300 frivillige for Røde Kors. De driver genbrugsbutikkerne i Haderslev, Gram og Vojens og engagerer sig i forskellige hjælpetilbud som
- Nørklerne/ Upcycling
- Venner Viser Vej
- Familienetværk
- Besøgstjenesten
- Førstehjælp
- Netværkscafé for nyankomne ukrainere
- Julehjælp
- Vågetjenesten
- Demenscafé og støttegruppen “Demens i eget hjem”
- Fællesskab for piger med autisme
Vi ønsker at bruge 150-års jubilæet til at rette en stor tak til alle frivillige. Med deres indsats gør de en forskel. Under overskriften ‘Fremtidens frivillige’ inviterer vi til at fejre alle de skønne frivillige. Derfor vil vi i de kommende uger opstille en rød bænk forskellige steder i Haderslev Kommune – som et symbol på fællesskab, medmenneskelighed og vores tak til de frivillige, siger Dorte Radik, formand for Røde Kors Haderslev Kommune.
150 ÅR RØDE KORS – PROTEKTOR H.M. KONG FREDERIK VED ÅBNINGSARRANGEMENT
Røde Kors´ jubilæumsfejring begyndte ved et åbningsarrangement i København med deltagelse af Røde Kors´ protektor H.M. Kong Frederik. Ved åbningen af Røde Kors’ jubilæumsudstilling fortalte Kongen om sine egne oplevelser med Røde Kors gennem årene:
Gennem 150 år har Røde Kors holdt medmenneskeligheden højt og hjulpet dem, der har mest brug for hjælp – uden at skelne mellem ven og fjende. I har knoklet i alle dele af verden, og I er fortsat den neutrale part i nogle af verdens sværeste konflikter. Selvfølgelig gør det mig ekstra stolt at være en del af det, sagde Kongen, og afsluttede med en stor tak til de mange frivillige i Røde Kors:
Når jeg har talt med de frivillige, er de som regel mere optaget af at fortælle om det, de får igen, end om det, de giver. Det er det smukke ved frivillighed – at man giver noget uden at kræve noget til gengæld, og så alligevel ender med at få noget enestående retur. En følelse af mening, af fællesskab, af forbundethed. Tak for, at I tager handling – uden at tage side. Stort tillykke med de 150 år.
FREMTIDENS FRIVILLIGE
Den tak lader vi gå videre ud til alle frivillige! Under overskriften Fremtiden Frivillige sætter Røde Kors med fejringen fokus på, hvordan frivillige fremover kan være med til at sikre velfærd og medmenneskelighed. Hvad kan frivillige gøre i beredskabet, i sundhedssektoren, i omsorgssektoren, i byen, i den grønne omstilling, på plejehjemmet og mange andre steder?
I år fejrer vi alle de frivillige kræfter, der har løftet og udviklet Røde Kors siden 1876. Fra kongelige og købmænd til frivillige patientstøtter, besøgsvenner og nørklere. Viljen til at hjælpe andre er i dag lyslevende og mere aktuel end nogensinde. Vi hjælper, hvor der er et behov, og vi samarbejder med myndighederne om at løse opgaver i akutte kriser og situationer, hvor frivillighed kan styrke velfærd, tryghed og sikkerhed i Danmark. Vi bekæmper mistrivsel og isolation med fællesskaber, psykosocial støtte og nærhed, og vi samler civilsamfundet bag idéer, som kræver, at flere arbejder sammen. Frivilliges vilje til at handle, når nogen har brug for hjælp, er styrken i nutidens og fremtidens Røde Kors. Medmenneskelighed og frivillighed binder Røde Kors sammen i hele verden.
