Jomfrustiprojektet i Haderslev er nomineret til Byplanprisen 2026. Bag prisen står Arkitektforeningen og Dansk Byplanlaboratorium.
Klimatilpasning som afsæt for byudvikling
Da arbejdet med Jomfrustiprojektet begyndte, var området omkring Jomfrustien præget af trafik, asfalt, parkeringspladser og et blandet erhvervsmiljø. Samtidig var Haderslevs tidligere erhvervshavn under forandring med nye boliger. Men forbindelsen mellem havnen og den historiske bymidte var svag, og området omkring Jomfrustien havde store problemer med oversvømmelser.
I dag er området forvandlet. Regnvandsbassiner, grønne landskaber, opholdssteder og nye forbindelser har skabt et sammenhængende byrum mellem bymidten og havnen. Og det, der begyndte som et klimatilpasningsprojekt, er blevet et nyt samlingspunkt i byen.
”Jomfrustiens placering gør, at området er særligt udsat for oversvømmelser. Ud over at klimasikre området, ønskede kommunen af transformere området til en ny park med grønne områder og vand. Det har været spændende at være med til at gennemføre forandringen og særligt, at intentionerne i den oprindelige plan er blevet fulgt” fortæller Jens-Kristian Mikkelsen, projektleder på Jomfrustiprojektet i Haderslev Kommune.
Resultatet er blandt andet store regnvandsbassiner, der både håndterer regnvand og fungerer som et nyt, blågrønt landskab i byen. Og det centralt liggende Vandets Plads er blevet et sted, hvor mennesker kan mødes, opholde sig og afholde arrangementer.
Jomfrustiprojektet er blevet til gennem et tæt samarbejde mellem Haderslev Kommune, forsyningsselskabet Provas, rådgivere, erhvervsliv og lokale borgere. Fra begyndelsen blev der gennemført en åben arkitektkonkurrence, som sammen med en efterfølgende masterplan formulerede en fælles vision for området.
Området omkring Jomfrustien er allerede begyndt at tiltrække nye investeringer og nye erhvervsdrivende. De offentlige investeringer i byrum og infrastruktur har dermed også været med til at skabe grundlag for private investeringer.
”Jomfrustiprojektet viser, hvad der kan ske, når man holder fast i en langsigtet vision. For næsten ti år siden satte vi en retning for området, og i dag kan vi se resultatet. Det giver en tryghed for dem, der engagerer sig tidligt i byens udvikling, fordi de ved, at planerne bliver ført ud i livet. Samtidig er Jomfrustien blevet et eksempel på, hvordan et projekt kan udvikle sig til mere end sin oprindelige opgave. Området har fået en ny rolle i byen, skaber nye sammenhænge mellem bymidten og havnen, og det er jeg både glad for og stolt af at se blive anerkendt med en nominering til Byplanprisen." fortæller Mads Skau, borgmester i Haderslev Kommune.
Tre projekter nomineret til Byplanprisen
Jomfrustiprojektet i Haderslev er sammen med udviklingsstrategien Sammen om Faaborg – et bystrategisk greb gennem 20 år og Kolding Kommunes Arkitekturpolitik nomineret til Byplanprisen 2026 fra et felt af 15 gode byudviklingsprojekter.
Byplanprisen uddeles af Arkitektforeningen og Dansk Byplanlaboratorium og i juryen sidder Lisbet Wolters, Sven Koefoed-Hansen, Mathias Nordby, Julie Reinau og Elisabeth Jeppesen.
Vinderen af Byplanprisen 2026 kåres på Byplanmødet 2026 den 1.–2. oktober 2026 i Rødovre.
