Kunne du tænke dig at være medejer af en hotelkæde?
Det spørgsmål er der tilsyneladende mange fra Sønderjylland, der kan svare ja til. I hvert fald hører netop sønderjyder – og i særlig grad sønderborgere – til blandt de mest købelystne i den kapitaludvidelse, som Danske Hoteller A/S lige nu står midt i.
Det fortæller hotelkædens bestyrelsesformand Erik Sophus Falck.
Sønderborg ligger faktisk i top tre over de byer, hvor vi har flest nytilkomne aktionærer fra. Hvorfor netop det match er så stærkt, er svært at sige, men der er tale om en ret velafprøvet investeringsmulighed med nogle kontante fordele i forhold til overnatninger på hotellerne og en aktie, hvis værdi bliver ved med at stige. Der er der mange aktionærer, der er glade for – særligt fordi det også er en måde at bidrage til lokalområdets hotelliv, siger Erik Sophus Falck med henvisning til, at både Hotel Norden i Haderslev og Hotel Nørherredhus i Nordborg er en del af hotelkæden.
Danske Hoteller A/S har siden 1990 benyttet sig af en vækststrategi, der med 1-2 års mellemrum konsoliderer kæden til mere vækst ved at udbyde en bid af forretningen i en kapitaludvidelse.
Dermed også sagt at Danske Hoteller A/S fortsat er i markedet for hotelopkøb. Dog har den nuværende kapitaludvidelse et andet sigte, fortæller bestyrelsesformand Erik Sophus Falck.
Historien har vist os, at jo flere ben, vi har at stå på, jo stærkere bliver vi, fordi det spreder risikoen ud på flere enheder og skaber stordriftsfordele. Derfor kommer vi også til at fortsætte med at opkøbe hoteller. Her og nu har vi et ønske om at forbedre og opgradere værelserne på flere af vores hoteller. Det handler ikke kun om at være mange – også om at være bedre end konkurrenterne, siger Erik Sophus Falck.
Han peger på, at Danske Hoteller A/S adskiller sig fra andre hotelkæder ved at bevare lokale forskelligheder og dermed de enkelte hotellers særpræg. Hensigten er at agere lokale samlingspunkter og tilbyde kunderne unikke oplevelser, der adskiller sig fra standardiserede koncepthoteller.
Et kuriosum i forbindelse med kapitaludvidelserne er, at aktionærerne i Danske Hoteller A/S i vidt omfang er lig med hotellernes egne kunder. Den gennemsnitlige aktionær ejer aktier for cirka 6.000 kroner, hvilket giver ret til to årlige overnatninger i dobbeltværelse til 300 kroner stykket.
Den nuværende kapitaludvidelse omfatter 100.000 nye B-aktier a 60 kroner per stk. De kan erhverves til og med torsdag den 22. oktober.
Der er i skrivende stund knap 3.000 aktionærer i Danske Hoteller.
